Uddan dig som signaltekniker og hold togtrafikken på rette vej hos Banedanmark

dato

Er du bidt af jernbaneteknik, og vil du være med til at sikre tog til tiden?

Hos Banedanmark søger vi engagerede medarbejdere med en el-faglig uddannelse, der ønsker at uddanne sig til signaltekniker for at indgå i vores teams i Aalborg, Aarhus, Herning, Fredericia, Esbjerg og Rødekro.

Efter endt uddannelse vil du få en alsidig hverdag ude i sporene, hvor du sammen med de andre sikringsteknikere og kolleger fra andre faggrupper, er med til at sikre togtrafikken på jernbanen. Banedanmark er i øjeblikket i gang med udskiftning af alle signaler og sikringsanlæg på jernbanenettet. Det er et stort projekt, der også vil få indflydelse på dit daglige arbejde som signaltekniker.

Fejlretning og godt samarbejde

Opgaverne som signalteknikere indebærer fejlretning, vedligeholdelsesarbejde og tilstandsopgaver.

Vi udfører fejlretning på alle vores anlæg herunder overkørsler, sporskifter mm. samt stærkstrømsopgaver eksempelvis sporskiftevarme.

Vedligeholdelsesopgaver kan for eksempel være visuelt eftersyn af banens infrastruktur, herunder kontrol af overkørsler, sporskifter, akseltæller mm.

Fejlretning har altid 1. prioritet, og derfor får du en uforudsigelig arbejdsdag. Oftest løses opgaverne af 2 mand, og sammen sørger I for hurtigt at rette fejlene. God dialog og godt samarbejde er derfor vigtige elementer i jobbet.

Fejlretningerne kan opstå på alle tider af døgnet, og du vil efter uddannelse indgå i rådighedsvagt uden for normal arbejdstid ca. hver 5-6 uge.

Signaltekniker uddannelse

Uddannelsen til signaltekniker er en intern uddannelse, der består af flere teoretiske kurser på vores uddannelsescenter med efterfølgende praktik og sidemandsoplæring i sporet. Du får fuld løn under uddannelsen.

Om dig

Du har en el-faglig/el-teknisk uddannelse som eksempelvis elektriker eller automatikteknikker. Du kan løse opgaver i samarbejde med andre. Du er god til at arbejde i teams og med andre faggrupper. Du trives med at have kontrol over dit arbejde og udføre opgaver selv. Du skal have et gyldigt kørekort B.

Som signaltekniker skal du udføre sikkerhedsklassificeret arbejde og derfor opfylde helbredskravene på jernbaneområdet, hvorfor du skal helbredsgodkendes inden ansættelse. Hvis du vil vide mere om kravene, kan du læse mere på Trafik- og Byggestyrelsens hjemmeside (www.trafikstyrelsen.dk).

Performancekultur i en sund virksomhed

I Banedanmark har vi ansvaret for, at der kan køre tog i Danmark. Vi er en statsvirksomhed under Transport- og Bygningsministeriet. Vores godt 3200 engagerede medarbejdere arbejder hver dag for, at passagererne får en attraktiv og pålidelig togrejse samtidig med, at vi er i fuld gang med at udbygge jernbanen til fremtidens behov.

Som ansat i Banedanmark løser du opgaver, der berører mange menneskers hverdag, og som har stor betydning for samfundet. Vi har høje mål, interessante faglige udfordringer og store forventninger. Vi giver dig mulighed for at deltage i skabelsen af resultater. Det er nemlig en forudsætning for, at vi når de motiverende mål i vores strategi Fremtidens Jernbane. Læs mere om os på www.banedanmark.dk

Løn

Har du en el-faglig/ el-teknisk uddannelse vil din ansættelse være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område, og Organisationsaftalen for Håndværkere i staten.

Efter endt uddannelse som signaltekniker, vil din ansættelse være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område, og Organisationsaftalen mellem Banedanmark og Dansk Jernbaneforbund.

Ansøgning og kontakt

Vil du vide mere om stillingerne så tøv ikke med at kontakte os. Teamleder Tommy Skriver 50762778 eller Teamleder Mogens Høgh 20194815.

Vi indkalder løbende til samtaler, så send din ansøgning og CV hurtigst muligt.

For at søge stillingen klikker du på linket ”Søg stillingen” nedenfor og følger instruktionerne.

Vi glæder os til at høre fra dig.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Fredericia Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde morgenarbejde aftenarbejde natarbejde weekendarbejde skiftende arbejdstid

-Arbejdsgiver:

Banedanmark, Teknik, Lumbyesvej 34, Lumbyesvej , 7000 Fredericia

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 25-01-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/c448a946-bf26-4f1b-aa1c-653664790a83

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet