Skatteforvaltningen, Fredericia: Erfaren IT-specialist til udvikling af dataløsninger til understøttelse af indsatsen mod hvidvask

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vil du bruge dine IT-kompetencer til at udvikle dataløsninger, der understøtter indsatsen mod hvidvask? Har du lyst til at arbejde med og præge et område, der er i rivende udvikling? Trives du med et tæt samarbejde med dygtige kollegaer med forskellige fagligheder? Så læs med nedenfor!

Vores opgaver
I vores kontor, Hvidvaskindsats – Analyse & Koordinering, arbejder vi med samfundsbeskyttende aktiviteter mod skatteunddragelse med fokus på hvidvask. Vi er ansvarlige for analyse, koordinering, styring og udvikling af hvidvaskindsatsen i hele Skatteforvaltningen og har et tæt samarbejde med andre myndigheder herunder Hvidvaskssekretariatet i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), som koordinerer det nationale flow af hvidvaskdata. Du bliver en del af vores IT-team, som pt består af 4 kollegaer. IT-teamets primære opgave er at udvikle og drifte dataløsninger, der bruges i kampen mod hvidvask.

Vores kontor er en del af Center for Hvidvask i fagområdet Særlig Kontrol, der består af i alt 3 centre, som i tæt samarbejde har til formål at bekæmpe organiseret, systematisk og kompleks skatteøkonomisk kriminalitet. Center for Hvidvask består af 9 enheder med hver deres daglige leder – og med forskellige geografiske lokationer i hele Danmark. Center for Hvidvask har det overordnede ansvar for Skattestyrelsens bekæmpelse af hvidvask. Vores arbejde sker i tæt samarbejde med resten af Særlig Kontrol og andre myndigheder på hvidvaskområdet.

Dine opgaver
I rollen som IT-specialist vil du sammen med kontorets øvrige IT-specialister, vores IT-projektleder og andre interessenter få til opgave at:

  • drifte og videreudvikle en database indeholdende hvidvaskdata oversendt fra Hvidvasksekretariatet
  • udvikle og teste scoringsmodeller til prioritering og udvælgelse af sager til kontrol i vores søskendekontorer
  • videreudvikle en webapplikation med kontrolunderstøttende værktøjer såsom dataudtræk, tekstsøgning og netværksvisualisering typisk med afsæt i data fra hvidvaskdatabasen
  • bistå med udvikler- og analysekompetencer til ad hoc-opgaver og rådgivning.
I IT-teamet arbejder vi hovedsageligt efter Scrum-principperne med dertilhørende artefakter og begivenheder tilpasset vores hverdag og behov. Vores faglige tilgang til arbejdet er åben dialog, tæt faglig sparring samt værdiskabelse for de kollegaer, vi servicerer. In-house udvikling af IT-projekter i Skattestyrelsen er fortsat under forandring, og der er derfor rig mulighed for, at du kan bringe dine erfaringer og kompetencer i spil og præge arbejdsmetoder, processer og standarder - ikke kun i kontoret, men i hele Skattestyrelsen.

Dine kompetencer - Nysgerrig og løsningsorienteret IT-specialist med teknisk snilde
Vi forestiller os, at du har en relevant uddannelse, hvor du har stiftet bekendtskab med dataanalyse og kodning. Det kan være en IT-uddannelse som fx datalogi, IT-produktudvikling, software engineering mv., men det kan også være en uddannelse, hvor du har brugt kodning til dataanalyse som f.eks. fysik, økonomi, kemi og bioteknologi. Alternativt har du et par års erfaring fra en lignende stilling, der gør dig i stand til at bidrage fagligt til opgaveløsningen.

Vi forestiller os, at du føler dig hjemme i nedenstående områder:

  • Databaseteknologi - gerne relationelle databasesystemer og SQL
  • Udvikling/skrivning af software og kendskab til bedste praksis.
Det er en fordel, hvis du har kendskab til:

  • R og/eller Python
  • Dataanalyse eller -modellering
  • Git
  • HTML/CSS
  • Deployment.
Som person er du en holdspiller, der deltager aktivt og konstruktivt i den faglige sparring, og du får delt dine gode idéer, forslag og initiativer med andre. Nysgerrighed og et åbent sind er desuden vigtige egenskaber at besidde, da læring er en væsentlig del af arbejdsgangen. Med vores brede samarbejdsflade er det desuden vigtigt, at du har gode formidlingsevner og evner at forklare faglige emner på et passende niveau. Tillige skal du være i stand til at sætte dig i modtagerens sted.

Vi er en del af Center for Hvidvask
I Center for Hvidvask tilstræber vi stor faglighed på tværs af svigstyper samt skatte- og afgiftsarter, og det giver mulighed for at være en del af et motiverende og udviklende læringsmiljø. I hverdagen stræber vi efter en høj grad af medindflydelse, så vi har mulighed for at tage et medansvar for egen og Skatteforvaltningens udvikling.

Det skal være spændende at gå på arbejde, hvilket ud over interessante arbejdsopgaver inden for et område i konstant udvikling, bl.a. kræver forandringsparathed, højt humør og en positiv tilgang til de daglige udfordringer.

Kontakt og ansættelsesvilkår
Send ansøgning med CV, eksamensbevis og andre relevante dokumenter via linket ”Søg stillingen” senest torsdag den 5. oktober 2023.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Helle Damgaard på telefon 7237 2509 eller specialkonsulent Andreas Refshøj Brahe på telefon 7238 4222.

Vi forventer at afholde første samtalerunde tirsdag den 10. oktober 2023. Der kan indgå en 2. samtale, logisk test og personanalyse i ansættelsesforløbet.

Tiltrædelse snarest muligt.

Der vil forud for ansættelsen blive indhentet referencer og straffeattest.

Du skal være opmærksom på, at din ansættelse sker under forudsætning af, at du kan sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden FORTROLIGT [FTR], da du skal arbejde med klassificerede informationer og systemer. Sikkerhedsvurderingen sker på baggrund af en sikkerhedsundersøgelse, som foretages af PET.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) eller overenskomst for fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.

Du bliver ansat i Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Dit arbejdssted er Vendersgade 74, 7000 Fredericia.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Fredericia Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Skatteforvaltningen, Fredericia, Vendersgade 74, 7000 Fredericia

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 05-10-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=172295&DepartmentId=9408&MediaId=2872&SkipAdvertisement=true

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5909584

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet