Sikkerhedsrådgiver til Hjemmeværnskommandoen

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Trives du med stor selvstændighed i opgaveløsningen, at komme ud og hjælpe og uddanne ADR repræsentanter i organisationen og samtidig rådgive chefer i relation hertil?
Så har vi en stilling, netop til dig.

Om os

Du bliver organisatorisk placeret i en tværfaglig og rutineret Logistikafdeling i Hjemmeværnskommandoen. Vi er et stærkt team på 37 medarbejdere – civile og militære, der beskæftiger sig med logistik, materiel, vedligehold, sikkerhedsrådgivning, kommunikations- og informationssystemer, etablissementsdrift og arbejdsmiljø inden for Hjemmeværnets myndighedsområde.

Afdelingen er geografisk opdelt med hovedparten af sagsområderne placeret i Vordingborg, men med en vedligeholdelsesstøtteenhed og sikkerhedsrådgivere fordelt rundt i Danmark. Afdelingens brede faglighed bidrager til solide helhedsløsninger, hvilket du også vil skulle bidrage til.

Vi er en afdeling med kvalitet og rettidighed i højsædet, men samtidig prioriterer vi at styrke og vedligeholde de gode interne relationer i respekt for balance mellem arbejde, familie og fritid. Vi interesserer os i arbejdet og hinanden.

Vi tilbyder dig et afvekslende, værnfælles arbejdsmiljø med gode muligheder for personlig og faglig udvikling. Vi kan bl.a. se af den seneste arbejdspladsvurdering, at vi har en afdeling med stor trivsel, der benchmarker væsentligt over gennemsnittet.

Sikkerhedsrådgiverordningen i Hjemmeværnet er organiseret med en koordinerende sikkerhedsrådgiver og to sikkerhedsrådgivere centraliseret ved Hjemmeværnskommandoen samt to sikkerhedsrådgivere decentralt placeret ved henholdsvis Landsdelsregion Øst og Landsdelsregion Vest. Den koordinerende sikkerhedsrådgiver er faglig foresat for alle fire sikkerhedsrådgivere.

Om stillingen

Stillingen, du søger, er den ene af de to centralt placeret sikkerhedsrådgivere ved Hjemmeværnskommandoen. Fagligt vil du referere til den koordinerende sikkerhedsrådgiver, men ledelses- og forvaltningsmæssigt refererer du direkte til chefen for Logistikafdelingen.

Geografisk vil det være at foretrække, hvis du er bosiddende centralt i Jylland. Vi kan afsøge muligheder for fast tjenestested og kontor i nærheden af, hvor du bor, men der kan også være mulighed for, at ansætte dig med tjenestested på egen bopæl.

Stillingen får stor berøringsflade med specialister ved Hjemmeværnets myndigheder, enheder og underafdelinger ved Marinehjemmeværnet, Flyverhjemmeværnet og Hjemmeværnsskolen men også med rådgivning og sparringer med chefer på flere niveauer.

Konkrete arbejdsopgaver omfatter bl.a. at:
• Føre tilsyn med, at regler for transport af farligt gods overholdes.
• Rådgive chefer og enheder i forbindelse med transport af farligt gods.
• Bidrage til uddannelse af personel, herunder den lovpligtige ADR kapitel 1.3 uddannelse samt den centrale farligt gods uddannelse, der gennemføres i Hjemmeværnet.
• Bidrage med, at det personale, der er beskæftiget med transport, klassificering, mærkning, udfyldning af transportdokumenter, emballering, læsning, aflæsning eller afsendelse af farligt gods, har fået nøje instrukser om, hvordan arbejdet skal udføres.
• Indføre passende foranstaltninger ved eventuelle uheld eller hændelser.
• Udarbejde rapporter vedrørende uheld, hændelser eller alvorlige overtrædelser, der konstateres under tilsyn.
• Forestå udarbejdelsen af årsrapport til en myndighedschef om aktiviteter i forbindelse med transport af farligt gods.

Der må forventes en del rejsevirksomhed i forbindelse med besøgs-, tilsyns- og uddannelsesaktiviteter, der også foregår uden for normal arbejdstider. Men arbejdet ses at kunne tilrettelægges med en kvartalvis planlægningshorisont i samarbejde med den koordinerende, øvrige sikkerhedsrådgivere og ud fra enhedernes aktivitetsoversigter.

Om dig

Du er seniorsergent gerne med kendskab til Forsvarets og Hjemmeværnets organisering og aktiviteter.

Vi forventer, at du er en holdspiller, der er initiativrig, ressourcebevidst og omstillingsparat. Det er vigtigt, at du er udadvendt, ansvarsfuld og samarbejdsvillig i dit virke med respekt for opgaven og enhedernes vilkår. Du har overblik og selvstændighed i opgaveløsningen med Hjemmeværnets efterlevelse af reglerne for transport af farligt gods i fokus.

Du formulerer dig klart, tideligt og ordentligt i skrift og tale, herunder kan bidrage til udarbejdelse af skriftligt uddannelsesmateriale, kommentering af bestemmelsesgrundlag samt udarbejdelse af rapporteringer.

Du evner læsning og forståelse af lovtekster, konventioner og bestemmelsesgrundlag samt at omsætte til udøvelse med blik for at sikre og skabe forståelse og efterlevelse i organisationen.

Det er ønskeligt:
- at du er certificeret sikkerhedsrådgiver.
- at du har viden om Hjemmeværnet og vores frivillige niveau.
- at du har erfaring med sagsbehandling samt anvendelse af ministerområdets dokument-håndteringsdatabase (workzone).

Ansættelsesvilkår

Stillingen er en seniorsergentstilling på overenskomstmæssige vilkår. Stillingen kan besættes med en tjenestemand. Løn m.v. er reguleret ved den til enhver tid gældende LC/CO10-fællesoverenskomst og organisationsaftale mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse, CO10 og Centralforeningen for Stampersonel for stampersonel af linjen og reserven samt elever i Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder.

Ved ansøgning om en ny stilling i Forsvarsministeriets område, skal forhandling om personlige tillæg indgå i ansættelsesproceduren i henhold til gældende overenskomst.

Dit faste tjenestested vil blive aftalt ved en evt. ansættelse.

Som ansat i Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Ansættelsen er betinget af, at du kan bestå Forsvarets fysiske basiskrav og ved helbreds- og tandlægevurderinger erklæres for fuldt egnet til udsendelse internationale operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte afdelingschef OL Michael Gøttske på telefon 2572 1147 eller koordinerende sikkerhedsrådgiver Steffen Carlsen på 6188 5269.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent seniorsergent Christian Nordbo Eriksson ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 72 81 90 42 eller på mail FPS-CER@MIL.DK.

Såfremt du er omfattet af en lokal tjenesteplan eller er udpeget til deltagelse i internationale operationer, skal du gøre opmærksom på dette i din ansøgning.

Ansøgningsfrist er 20. marts 2024 og samtaler til stillingen forventes afholdt umiddelbart efter ansøgningsfristens udløb. Stillingen er til besættelse 1. juni 2024 eller snarest herefter.

Ansøgningen sendes elektronisk via linket i annoncen.

FOKUS og referencer kan medsendes.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM HJEMMEVÆRNSKOMMANDOEN
Hjemmeværnet er en frivillig, militær beredskabsorganisation. Hjemmeværnskommandoen (HJK) er Hjemmeværnets øverste myndighed og er en værnsfælles styrelse under Forsvarsministeriet. HJK er ansvarlige for den strategiske og operative ledelse af Hjemmeværnet som organisation og omfatter Chefen for Hjemmeværnet og den Kommitterede for Hjemmeværnet, der tilsammen udgør Hjemmeværnsledelsen, samt Hjemmeværnsstaben.

HJK er ansvarlige for opstilling og uddannelse af frivilligt personel og enheder og deltager som en del af det militære forsvar i løsningen af de opgaver, der påhviler Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet samt disses hjælp til civile myndigheder. HJK står for information om Hjemmeværnet, strategisk rekruttering og fastholdelse af frivillige, planer, programmer og studievirksomhed for Hjemmeværnets udvikling. HJK med Hjemmeværnsstab, divisioner og afdelinger har til huse på Vordingborg Kaserne.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Fredericia Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Ryes kaserne, Treldevej , 7000 Fredericia

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 20-03-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6009844

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet