Center for Kommunikations og Velfærdsteknologi søger en skoleleder til Fredericiaskolen med opstart den 1. februar 2026.
Stillingen
Som skoleleder på Fredericiaskolen skal du varetage den daglige drift af skolen, herunder STU-tilbuddet samt det tilhørende elevhjem.
Fredericiaskolen er en specialskole, som tilbyder specialiseret specialundervisning til børn og unge med høretab fra 0. til 10. klasse. Ud over den almindelige faglige undervisning tilbydes tale-høreundervisning samt tegnsprogsundervisning.
Til skolen hører også STU Merkur, som er en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse for unge med høretab eller andre kommunikative udfordringer. I tilknytning til skolen findes Elevhjemmet Neptun, som er et botilbud for børn og unge i alderen 6-25 år med nedsat hørefunktion samt udfordringer på det kognitive, følelsesmæssige og sociale område.
Vi arbejder under Folkeskoleloven (Bekendtgørelse om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogiske bistand) Barnets lov § 43, stk. 1 nr. 6 og Servicelovens § 107 og Lov om særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse.
Fredericiaskolen har aktuelt 27 elever fordelt på både folkeskole og STU. Vi er 23 medarbejdere på skolen og 10 medarbejdere på elevhjemmet. Medarbejderne er primært speciallærere og pædagoger, men rummer også ergoterapeuter, fysioterapeuter, tale-hørelærere og psykologer, som er helt eller delvist tilknyttet skolen. Skolen er organiseret i to klynger med selvstyrende teams, som understøtter et rummeligt lærings- og udviklingsmiljø.
Som skoleleder vil du få personaleansvar for alle medarbejdere på skolen, STU og elevhjemmet.
Vi arbejder for at alle elever, uanset graden af høretab eller øvrige funktionsnedsættelser får optimale muligheder for at lære, udvikle sig, kommunikere, indgå i sociale fællesskaber og på alle måder blive livsduelige i eget liv. Der er et tæt samarbejde med børnenes/de unges forældre og andre relevante samarbejdspartnere.
Skolen har fantastiske fysiske rammer og plads til flere børn. Skolens matrikel rummer også en VISO/KaS -specialrådgivningsafdeling, der i tæt samarbejde med forældre, PPR, audiologisk afdeling og øvrige fagpersoner på høreområdet sikrer optimal udvikling for børn med høretab.
Ledelsesmæssigt arbejder vi ud fra en tanke om selv- og fællesledelse, og du bliver en del af et lederfællesskab i socialområdet, hvor vi har fokus på tværfaglig - og tværgående fællesskab og udvikling. Med udgangspunkt i værdibaseret ledelse har vi en målsætning om i fællesskab at skabe resultater, sætte retning for fremtiden og løbende forbedre vores drift. I forlængelse af dette har vi netop igangsat et projekt ”Fremtidens Fredericiaskole”, der skal udvikle skolen og sikre en stigning i elevtallet. Udviklingsprojektet er målrettet arbejde med skoleudvikling, forbedring af den daglige drift og arbejdsmiljøet. Vi brænder for at skabe en tidssvarende skole med de helt rette forhold for børn med behov for visuel, tegnstøttet eller tegnsproglig kommunikation. Som ny skoleleder vil du overtage ledelsen af denne udvikling, godt støttet op af en udviklingskonsulent og med god kollegial sparring.
Vi søger en skoleleder, der
- har stort kendskab til pædagogik, specialskoleområdet og gerne døveområdet
- har erfaring med tegnsprog eller at benytte tegn i den daglige kommunikation – eller villig til at lære det
- har ledelseserfaring inden for området og gerne lederuddannelse
- er visionær og har ambitioner for skolen
- kan sætte retning og skabe følgeskab
- er synlig i dagligdagen og tydelig i sin kommunikation
- kan skabe gode rammer for elevers og medarbejderes udvikling samt det gode forældresamarbejde
- har forståelsen og evnen til at samarbejde og udvikle på tværs af det specialiserede socialområdes mange aktører
- er en lydhør leder, der kan give og modtage sparring/feedback fra alle dine samarbejdspartnere
- har flair for administration og planlægning af både den daglige drift og tværgående indsatser.
Hos os får du et spændende lederjob på en højt fagligt specialiseret arbejdsplads. Vi tilbyder en kommende skoleleder for Fredericiaskolen en arbejdsplads med engagerede medarbejdere, med højt specialiserede kompetencer inden for specialundervisningsområdet, med klare værdier og høje ambitioner på børnene og de unges vegne.
Du bliver en del af det specialiserede socialområde i Region Syddanmark, og du har derfor 45 dygtige lederkolleger i regionen. I det daglige refererer du til centerchefen og bliver en del af Center for Kommunikation og Velfærdsteknologis ledergruppe. Her møder du kompetente og imødekommende kollegaer og et miljø med en anerkendende omgangstone og med fokus på faglig og personlig ledelsesmæssig udvikling. Der vil være et onboardingforløb, hvor du får tilknyttet en mentor, introduceres til CKV samt uddannes i Den Syddanske Forbedringsmodel.
Ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst på området.
Region Syddanmark indhenter straffeattest ved alle ansættelser. Ved ansættelse på Fredericiaskolen indhentes også børneattest, da du som skoleleder vil få kontakt med børn under 15 år. Ansættelsen er betinget af tilfredsstillende attester.
Tiltrædelse
1. februar 2026
Ansøgningsfrist
Ansøgningen skal være os i hænde senest onsdag den 3. december 2025.
Send din ansøgning, CV, beviser og andre relevante bilag via linket ’Søg stillingen’
Vi afvikler første samtalerunde den 11. december og anden samtalerunde den 18. december. Kandidater, der indbydes til anden samtale, skal deltage i en Hogan personprofilanalyse og en efterfølgende samtale om analysens resultat inden samtalen.
Har du spørgsmål til stillingen
Såfremt du ønsker yderligere oplysninger om stillingen, opfordres du til at kontakte konstitueret skoleleder, Flemming Wang Jensen på tlf. 2052 1068 eller konstitueret centerchef Allan Kjær Hansen på tlf. 6138 6893.
Læs mere om Fredericiaskolen og CKV på vores hjemmeside, LinkedIN eller på Facebook
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Fredericia Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Kommunikation og Velfærdsteknologi, Center for Høretab, Merkurvænget, 7000 Fredericia
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 03-12-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/7a4904d0-ce74-461e-983a-ee9644e2ad3f