Politiet søger vidner, som kan hjælpe med at finde frem til gerningsmanden.
Tirsdag den 18. august 2026 omkring kl. 20.15 blev Rema 1000 på Egeskovvej 119 i Fredericia udsat for et røveri. Gerningsmanden truede sig til et pengebeløb og flygtede derefter. Manden blev set løbe via Christiansvej forbi Christianskirken, hvor han muligvis har afbrændt effekter og skiftet tøj.
Den formodede gerningsmand beskrives som mand, ca. 170-180 cm høj, iført jakke i camouflagefarve på overdelen og sort på den nederste del, sorte bukser med lys stribe ned langs ydersiden og sorte handsker og sko samt en medbragt Rema 1000-pose.
”I forbindelse med vores efterforskning, vil vi meget gerne høre fra personer, der har observeret personen med signalementet. Det kan være, at de har set den pågældende efter eller i forbindelse med tøjskifte, eller at de har set en person tænde bål og afbrænde ting ved Christianskirken,” udtaler vicepolitiinspektør Carsten Vester fra Sydøstjyllands Politi.
Hvis du har oplysninger i forbindelse med røveriet, bedes du kontakte Sydøstjyllands Politi på telefon 1-1-4.