Livredderne havde rolig start på Østerstrand og opfordrer til at passe på hinanden til sommerens fester ved vandet

Livredderne havde en rolig start på badesæsonen på Østerstrand, og de opfordrer til, at man ikke kombinerer alkohol og badning
Profilbillede
dato

Studenterfester, musikfestivaler, storskærmsarrangementer med fodbold, sommerafslutninger og hyggelige grill-aftener med familie og venner. Anledningerne er mange, når danskerne i stor stil mødes til festlige sommerarrangementer i disse dage. Oveni har vejret været lunt og aftenerne milde, og det kan gøre strandene og i det hele taget vandet til et attraktivt sted at søge hen, når der skal hygges, grilles og festes.

- Sommeren er begyndt med lunt vejr de fleste steder i landet, og mange samles om aftenen til diverse sommerfester og festlige arrangementer. Så kan det være fristende at tage en dukkert eller begive sig ud på vandet. Men i de sene aften- og nattetimer er der både færre til at holde øje og opdage en eventuel farlig situation, ligesom mørke gør det svært at orientere sig. Drukneulykker kan desværre ske hele døgnet, så vi opfordrer til, at man aldrig går i vandet alene eller tager en solotur på havet – heller ikke selvom vennerne sidder inde på stranden. De kan ikke nødvendigvis se, hvis du kommer i vanskeligheder, siger René Højer, projektchef i TrygFonden.

Alkohol og vandaktiviteter er en farlig kombination
Nyder man alkohol på stranden eller andre steder ved vandet, skal man også tænke sig godt om.

- Aktiviteter i, ved og på vand er fantastiske, men de skal helst foregå på de rigtige tidspunkter, og man skal have respekt for vand. Alkohol og badning er en farlig blanding, for alkoholen påvirker din reaktionsevne og dømmekraft og betyder, at du har større risiko for at havne i en farlig situation og kan have sværere ved at redde dig selv. Så bliv gerne på land og få resten af selskabet til at gøre det samme – det er langt mere sikkert at gemme badeturen til dagen efter, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.

Pas på hinanden – også når I er ved vandet
TrygFonden har arbejdet med forebyggelse af drukneulykker i mange år og bl.a. undersøgt nærdrukneoplevelser blandt danskerne og vores adfærd ved vandet. Et observationsstudie viser bl.a., at der sent på aftenen og ud på natten er flest mænd ved havneområderne, og at de oftere end kvinderne færdes alene og i beruset tilstand. 

- Mænd er generelt overrepræsenterede, når det gælder drukneulykker i Danmark. Noget, vi også kan se, er, at kvinder generelt er bedre til at følges ad og passe på hinanden. Hvis vi kan få mændene – både de unge og de voksne – til at gøre som kvinderne, er vi nået langt i forhold til drukneforebyggelse, siger René Højer.

Aktionstal for uge 26 på Østerstrand

  • Østerstrand: 0 livreddende aktioner, 3 førstehjælpsaktioner, 9 forebyggende aktioner og 13 oplysende indsatser

Kilde: Redaktionen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.