Fredericia Kommune har siden årsskiftet deltaget i det landsdækkende forsøg med gratis skolemad. Glade Krudtugler har stået for leveringen af skolemad til eleverne på Kirstinebjergskolen, afdeling Høgevej og Havepladsvej. Skolernes model for skolemaden indebærer, at maden skal leveres varm og færdiganrettet, da der ikke findes modtagerkøkkener på skolerne.
Efter en kort opstarts- og planlægningsperiode har de første to måneder vist sig at indeholde flere udfordringer med leverancerne end forventet. For at kunne afhjælpe disse udfordringer ville det kræve betydelige ændringer i processen. Derfor har Fredericia Kommune og Glade Krudtugler i enighed besluttet at afslutte det nuværende samarbejde, idet det ikke har været muligt at finde en løsning på serveringssituationen.
Glade Krudtugler fortsætter leveringen af skolemad, indtil den nuværende menuplan udløber. Herefter vil en eller flere midlertidige leverandører tage over og stå for skolemad fra april til sommerferien. Samtidig bliver der gennemført en ny udbudsrunde, så der kan vælges en ny leverandør, når eleverne begynder i skole efter sommerferien.
På trods af afslutningen af samarbejdet fortsætter gratis skolemad uændret for eleverne på Kirstinebjergskolen, afdeling Høgevej og Havepladsvej. Kommunen lægger vægt på at opretholde en høj kvalitet og har fokus på skolens pædagogiske mål med måltidet.
Spørgsmål kan rettes til de relevante kontaktpersoner i kommunen eller Glade Krudtugler.
For yderligere information kan Fredericia Kommune kontaktes via pernelle.jensen@fredericia.dk eller karen.heeboll@fredericia.dk.