Fredericia Kommune tager nu konkrete skridt for at imødekomme det stigende behov for social- og sundhedsmedarbejdere. Derfor er der igangsat fire nye initiativer, der har til formål at sikre flere elevpladser til studerende fra social- og sundhedsuddannelserne og samtidig hjælpe flere godt igennem uddannelsen.
Social- og sundhedsmedarbejdere spiller en central rolle for kommunens ældre borgere, hvad enten de hjælper med daglige gøremål i borgernes eget hjem eller arbejder på et af plejehjemmene. Der er allerede mangel på denne medarbejdergruppe, og ifølge Fredericia Kommune vil behovet kun blive større i fremtiden.
Blandt initiativerne har kommunen udvidet muligheden for voksenelevløn, så flere voksne kan vælge social- og sundhedsuddannelsen. Det er også blevet muligt at ansætte flere unge under 25 år tidligere i deres forløb, så de får mere erfaring og tilknytning til arbejdspladsen fra starten.
Et nyt tilbud, "Godt i gang med SOSU", skal samtidig forberede kommende SOSU-elever med forskellig baggrund på uddannelsestarten. Derudover ansættes en ekstra medarbejder i to år med særligt fokus på at støtte elever, der har behov for ekstra hjælp til at gennemføre deres uddannelse. Indsatsen understøttes af nye, målrettede rekrutteringsaktiviteter i samarbejde med ungeenheden.
Fredericia Kommune er forpligtet til at overholde en dimensioneringsaftale indgået mellem Regeringen, KL, regionerne og FOA. Ifølge denne aftale skal kommunen hvert år ansætte 29 social- og sundhedshjælper-elever og 55 social- og sundhedsassistent-elever.
De fire initiativer skal medvirke til, at Fredericia Kommune fortsat kan tilbyde kvalificeret pleje og støtte til ældre borgere – nu og i fremtiden.