Det Danske Madhus – Glade Krudtugler har siden årsskiftet leveret skolemad til Kirstinebjergskolens afdelinger Havepladsvej og Høgevej. Dette sker som led i et landsdækkende forsøg, hvor 550 elever på Havepladsvej (7.-9. klasse) og Høgevej (0.-3. klasse samt taleklasserne i indskolingen) får gratis skolemad i stedet for at medbringe madpakke.
De første uger med ordningen har budt på tilbagemeldinger om blandt andet svingende kvalitet og mængde af mad. Derfor har Børne-, Skole-, og Uddannelsesudvalget valgt at følge forsøget tæt og sikre, at både madens kvalitet og kvantitet lever op til kravene, så alle elever får et sundt og mættende måltid mad.
Der afholdes løbende evalueringsmøder mellem Det Danske Madhus – Glade Krudtugler og Fredericia Kommune. Her er der fokus på at følge op på både mad, spisesituationer og mængder, ligesom der arbejdes for, at eleverne gennem forsøgsperioden får mulighed for at prøve forskellige retter og dermed udvise endnu større madmod.
Hele forsøget er fuldt finansieret af puljemidler fra det landsdækkende forsøg med skolemad og varer frem til juleferien 2028. På landsplan deltager 191 skoler, som ved lodtrækning enten er udvalgt til at modtage skolemad gratis eller med en forældrebetaling på 15 eller 25 kroner pr. måltid. På de deltagende afdelinger af Kirstinebjergskolen i Fredericia Kommune er ordningen uden forældrebetaling.
Eleverne på Kirstinebjergskolen vil fortsat modtage frokost på alle skoleårets 200 skoledage, og samarbejdet mellem kommune og leverandør vil blive evalueret løbende for at sikre det bedst mulige resultat for eleverne gennem hele forsøgsperioden.