Vinderen af den videokonkurrence, som Fredericia Kommunes §17, stk. 4-udvalg for Demokrati og Kulturkaserne tidligere på efteråret udskrev, er nu blevet kåret. Prisen gik til en video lavet af elever fra 3.D på Fredericia Gymnasium. Videoen udmærker sig ved at kommunikere et tydeligt budskab om vigtigheden af at stemme: Hvis du ikke stemmer, er der bare nogle andre, der bestemmer for dig – husk at stemme.
Konkurrencen havde til formål at lade budskabet om stemmedeltagelse komme fra ung til ung. De indsendte bidrag har generelt udvist stor kreativitet og engagement i forhold til at fremme valgdeltagelsen blandt unge i kommunen.
Vindervideoen vil blive delt på Fredericia Kommunes digitale platforme i dagene op til valget den 18. november 2025, for at motivere flere unge til at stemme.
https://www.fredericia.dk/da/nyheder/3d-paa-fredericia-gymnasium-har-vundet-valgfest