2024 bliver et begivenhedsrigt år i Fredericia Kommune, og nu er forligspartierne bag Budget2024 blevet enige om at give 900.000 kroner til endnu flere oplevelser til glæde for både fredericianerne og byens gæster.
I byrådets Vision2033 er der fokus på, at Fredericia skal byde på unikke oplevelser 365 dage om året – både til glæde for byens borgere, der hver dag bruger deres lokalmiljø, og for de turister og gæster, der besøger byen.
Og nu kan der tilføjes endnu flere unikke oplevelser til kalenderen. Forligspartierne bag Budget2024 har nemlig besluttet, hvordan de vil fordele den sidste del af de penge, som i budgettet blev dedikeret til at skabe endnu flere oplevelser.
”Fredericianerne og byens gæster skal opleve, hvordan kommunen summer af aktiviteter 365 dage om året. Så jeg er rigtig glad for, at vi har kunnet fordele oplevelses-midlerne, så vi også i 2024 kan se frem til et bredt udvalgt af oplevelser, der spænder fra en Streetart Festival til arrangementer i lokalmiljøerne og oplevelser i vores skønne natur. Tak til forligspartierne for et godt samarbejde til gavn for Fredericia,” siger Peder Tind, der er formand for Fredericia Kommunes Kultur- og Idrætsudvalg.
Han bakkes op af Cecilie Roed Schultz, som er særligt tilfreds med, at naturoplevelserne er prioriteret.
”I Fredericia er vi beriget med en helt fantastisk natur, men der er pres på de faciliteter, vi har derude. Derfor er det vigtigt for mig, at vi får etableret flere faciliteter, så flere fredericianere får mulighed for at opleve naturen – eksempelvis på en sheltertur. Derfor glæder det mig, at vi nu med oplevelses-midlerne også kan sikre nogle blivende faciliteter, som vi kan have glæde af i mange år” siger Cecilie Roed Schultz.
En del af de midler, som partierne har fordelt, skal bruges på at skabe oplevelser på kommunens institutioner.
”Det at have muligheden for at opleve noget unikt er noget, alle skal have adgang til. Derfor har det været vigtigt for mig, at vi øremærker en del af oplevelses-midlerne til arrangementer på kommunens institutioner som for eksempel botilbud og plejehjem,” siger Connie Maybrith Jørgensen, der er formand for Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget.
Også andre lokale initiativer er tilgodeset i aftalen:
”Jeg håber, at alle fredericianere med gode ideer til spændende arrangementer vil benytte sig af muligheden for at søge penge fra oplevelses-midlerne, så vi kan få endnu flere oplevelser rundt om i kommunen,” siger Tommy Rachlitz Nielsen, der er formand for Fredericia Kommunes Klima-, Energi- og Miljøudvalg.
Første del af midlerne i den pulje, der er øremærket til oplevelser i Fredericia, blev uddelt i slutningen af sidste år. Her blev blandt andet 175-års jubilæet for Slaget ved Fredericia tilgodeset sammen med Royal Run, hvor H.M. Kongen den 20. maj besøger Fredericia sammen med 13.500 deltagere og tusindvis af publikummer. Derudover blev også Wings For Life tilgodeset.
Disse arrangementer modtager midler fra puljen til oplevelser i 2024
Puljen til unikke oplevelser består af 2 millioner kroner årligt over de næste tre år.
Forligspartierne bag Budget2024 har udmøntet første del, og de er netop blevet enige om udmøntningen af den resterende del af puljemidlerne for 2024. Midlerne er fordelt således:
- 150.000 kroner til udvikling og afvikling af en ny Streetart Festival
- 200.000 kroner til visning af EM i fodbold på storskærm
- 50.000 kroner til Den Kreative Skole jubilæumsår
- 150.000 kroner til arrangementer på kommunale institutioner som eksempelvis botilbud, plejehjem og dagtilbud
- 50.000 kroner til 6. Juli Gardens arrangementer i byen
- 150.000 til en pulje til naturoplevelser
- 150.000 kroner til en pulje til arrangementer i kommunen
Det er Økonomi- og Erhvervsudvalget, som skal godkende udmøntningen midlerne i oplevelses-puljen. Det sker på mødet den 22.4.2024.
https://www.fredericia.dk/nyheder/endnu-flere-unikke-oplevelser-paa-vej-til-fredericia-900000-kroner-til-arrangementer-i-2024