I Fredericia har Dorit Kyndesen formået at sammensætte en unik skattekiste af designmøbler, lamper, og finurlige genstande i hendes genbrugsbutik.
Retro 7000 har eksisteret på Venusvej i Fredericia i fire måneder, og fungerer som et alternativ til de gængse genbrugsbutikker og loppemarkeder. Før Dorit Kyndesen åbnede sin forretning i egne lokaler, frekventerede hun forskellige loppemarkeder og store lagerhaller.
Sammen med en veninde sparede hun penge op for at redde gadehunde i Thailand, og det har helt fra begyndelsen været drivkraften for Dorit.
"Min veninde Lotte og jeg begyndte at sælge alt muligt for at tjene penge til gadehunde i Thailand. Vi kendte en som sendte alle indkomne penge direkte til Thailand. Uden mellemled, fik hundene mest muligt og dyrepasserne fik nok også lidt."
"Folk omkring os rynkede lidt på næsen af vores handlinger. De mente, det var en umulig opgave, men det provokerede os til at gøre endnu mere. Vi tog på loppemarkeder kl 5 om morgenen og havde banner oppe med vores formål," fortæller Dorit.
Retro7000 har gamle klassikere, såsom Børge Mogensen (Foto: Retro7000)
Designervarer
På trods af skeptikere og beskedne indtægter fra loppemarkederne holdt de fast og samlede penge ind til de thailandske gadehunde. Men da coronaepidemien ramte Danmark, blev det umuligt for Dorit at fortsætte projektet.
"Corona havde rigtig dårlig indflydelse på den forretning. Jeg lukkede og fik lokaler i Vejle. De skulle sælges efter otte måneder, og så måtte jeg igen finde en ny forretning eller stoppe helt"
Derefter åbnede Dorit en butik på Ternevej i Vejle, og efter to og et halvt år i Vejle, er butikken nu tilbage i Fredericia igen.
"Privat var jeg flyttet fra Fredericia til Andkær i marts 2023. Samtidig så jeg at Cykel Kajs gamle forretning havde et lokale til udlejning og så lige ved siden af Supergrønt. Det kunne jeg ikke lade gå fra mig, og der startede ideen til at gå væk fra lopper og ind med design og finere ting og nyt navn, der ikke osede af loppemarked," forklarer indehaveren.
"Retro 7000 har designmøbler og lamper, som er det jeg promoverer mig på. Der skal også nips til, for at det hele kan tage sig fint ud - og det må også gerne være design."
Retro7000 har gamle klassikere, såsom PH-lamper (Foto: Retro7000)
"Det betyder så meget for kundens oplevelse, at man er blevet set."
Dorit står selv for at finde de ting, der sælges i butikken, og hun understreger, at det er en af hovedårsagerne til, at Retro 7000 skiller sig ud.
"Jeg køber selv ind, og dermed har vi andre ting, end de genbrug som får indleveret revl og krat. Der er også mange som kommer med ting. Jeg betaler ikke for nips. Jeg har den holdning, at vil folk sælge nips, så må de melde sig til de utallige loppemarkeder, som er overalt hver weekend året rundt," lyder det fra Dorit.
Dorit forklarer, at den personlige relation til sine kunder er altafgørende for hendes arbejde, og hun gør en stor indsats for at tale med alle, der besøger butikken.
"I Retro7000 er der gerne højt humør og friske bemærkninger til kunden. Der er altid den samme “god dag”- hilsen til kunden når vedkommende forlader butikken, og det er både til købere og ikke- købere. Jeg forsøger at få personlig kontakt med samtlige kunder. Det betyder så meget for kundens oplevelse, at man er blevet set."
Du finder meget mere om Retro7000 på deres Facebookside. Butikken har hjemme på Venusvej 4 i Fredericia.