Lørdag d. 29. marts afholdte Triatlon Danmark deres årlige generalforsamling hvor Thomas Bech fra Fredericia Triathlon Team blev kåret til Årets Idrætsleder 2024.
Kåring af ”Årets Idrætsleder” er en hyldest til alle de mange timer og de mange gode initiativer, som gøres af alle de frivillige ledere i Triathlon klubberne. Små som store præstationer, der måske ikke altid trækker de store overskrifter, men har lige så stor betydning for sporten som internationale toppræstationer.
Kriteriet for at blive ”Årets idrætsleder” er kort og godt – en person som i særlig grad har bidraget til at fremme triatlonsporten og har ydet en ekstraordinær indsats i det forgangne år.
Det er Triatlon Danmarks bestyrelse, som udpeger Årets Idrætsleder. Dette gøres på baggrund af indstillinger fra medlemsklubberne og vinderne offentliggøres på den ordinære generalforsamling.
Formand for Fredericia Triathlon Team (Carsten Olesen red.) indstillede sammen med den resterende bestyrelse, i år Thomas Bech til prisen som årets idrætsleder med følgende begrundelse:
"Thomas har gennem sin utrættelige indsats som frivillig i Fredericia Triathlon Team haft en enorm positiv indflydelse på klubbens unge atleter. Han engagerer, motiverer og guider dem med fokus på korrekt teknik i svømning, løb og på cyklen. Thomas er altid til stede på camps, stævner og test-samlinger og fungerer som en “reserve far”, der skaber et trygt fællesskab, hvor de unge kan udvikle sig både sportsligt og menneskeligt. Hans dedikation gør ham til en oplagt kandidat som årets idrætsleder.
Thomas har ikke kun været en fremragende leder, men også en inspirerende rollemodel for både unge og voksne. Ikke nok med at Thomas flere gange ugentligt stiller op som frivillig træner for ungdommen, så men er ligeledes aktiv i foreningens bestyrelse, og taget derigennem medansvar for udviklingen og driften af hele Fredericia Triathlon Team. Thomas har også været en drivkraft bag flere succesfulde arrangementer og initiativer, der har styrket fællesskabet og sammenholdet i vores forening.
Det er med stor glæde og stolthed, at vi indstiller Thomas Bech til prisen som årets Idrætsleder. Thomas' indsats og engagement fortjener at blive anerkendt og fejret."
Fredericia Triathlon Team ønsker Thomas tillykke med den velfortjente pris.