En 24-årig mand blev i dag den 30. oktober 2025 ved Retten i Kolding fundet skyldig i blandt andet at have påkørt en 78-årig mand på Ydre Ringvej i Fredericia i september 2024 og for at flygte fra stedet. En passager i bilen blev ligeledes fundet skyldig i at flygte fra stedet. Den 78-årige mand døde få dage efter af sine kvæstelser.
Lørdag den 14. september 2024 omkring klokken 17.20 blev en 78-årig mandlig cyklist ramt af en bil på Ydre Ringvej i Fredericia. Uheldet skete i vognbanen for de modkørende, og føreren af bilen, en i dag 24-årig mand, og en 30-årig mandlig passager kørte fra stedet efter påkørslen, uden at standse eller på anden måde hjælpe den 78-årige. Den 78-årige mand blev efter uheldet bragt til hospitalet, hvor han få dage senere døde af sine kvæstelser.
Torsdag den 30. oktober 2025 faldt der dom i sagen ved Retten i Kolding.
Den 24-årige fører, der har bopæl i Middelfart Kommune, var ud over uagtsomt manddrab og kørsel uden førerret, også tiltalt for at flygte fra stedet samt for i to tilfælde at have besiddet en betydelig mængde narkotika med henblik på videreoverdragelse.
Ud over den 24-årige var også den 30-årige medpassager fra Nørresundby tiltalt for blandt andet at have undladt at hjælpe den 78-årige i forbindelse med uheldet.
Den 24-årige blev idømt 1 år og 9 måneders ubetinget fængsel, mens den 30-årige blev idømt 5 måneders ubetinget fængsel. Begge udbad sig betænkningstid i forhold til at anke. Til trods for anklagemyndighedens anmodning herom, blev den 24-årige ikke varetægtsfængslet efter dommen.
”Det er en utrolig trist sag. Anklagemyndigheden havde rejst tiltale for, at føreren i forbindelse med uheldet havde optrådt så uagtsomt, at kørslen skulle henføres under bestemmelsen om ”særlig hensynsløs måde”, hvilket retten ikke fandt grundlag for. Derfor endte straffen også væsentlig under den strafpåstand på 5 års ubetinget fængsel, som jeg lagde op til i min procedure. Det er nu op til Statsadvokaten at vurdere, om dommen skal ankes til landsretten,” udtaler anklagerfuldmægtig Kasper Sørensen, der førte sagen på vegne af anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi.
Da den 24-årige tidligere er dømt for adskillige gange at køre uden førerret, valgte retten også at konfiskere bilen.