55-årig mand fremstilles i grundlovsforhør for ulovlig våbenbesiddelse

dato

Politiet foretog torsdag en ransagning på en adresse på Ansgarsvej i Fredericia. En 55-årig mand er sigtet for ulovlig våbenbesiddelse, og han fremstilles fredag i grundlovsforhør.

Sydøstjyllands Politi blev i forbindelse med et dødsfald opmærksom på, at der var flere våben på en adresse på Ansgarsvej i Fredericia

Som følge af våbenfundet var Sydøstjyllands Politi torsdag den 27. februar til stede på adressen på Ansgarsvej i flere timer. Også Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste, EOD, var til stede.

Det er ikke politiets vurdering på nuværende tidspunkt, at der ligger et kriminelt forhold bag dødsfaldet.

”Vi mener ikke, at der er nogen sammenhæng mellem dødfaldet og våbenfundet, udover at det var dødsfaldet, som gjorde os opmærksomme på, at der var våben på adressen,” siger vicepolitiinspektør Carsten Vester fra Sydøstjyllands Politi.

I forbindelse med sagen blev en 55-årig mand fra Fredericia torsdag anholdt. Han er sigtet for ulovlig våbenbesiddelse – dels i sin bil, dels på adressen på Ansgarsvej.

Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi fremstiller fredag den 55-årige mand i grundlovsforhør. Det sker ved Retten i Kolding. Når tidspunktet kendes, bliver det offentliggjort via Politi Update. 

Anklagemyndigheden vil muligvis anmode om dørlukning, og af den grund kan Sydøstjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke dele yderligere oplysninger om våbenfundene eller sigtelsen.
Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Sydøstjyllands Politi.
Kilde: Sydøstjyllands Politi